Børnehavens historie
Børnehavens historie
Her kan du læse alt om Regnbuens historie.
Historien om :
Bovrup Børnehave
Børnehaven Regnbuen
Børnehuset Regnbuen Bovrup
I 1968 var der en gruppe borgere i Bovrup og Varnæs, der havde brug for en børnehave i området. Det var i tiden, hvor flere kvinder søgte ud på arbejdsmarkedet, f.eks. arbejdede en del kvinder på mejeriet, ungdomsskolen og udenbys. En del af vores børn var fra landbohjem, som nu havde brug for en børnehaveplads.
Dengang havde vi et sogneråd i Varnæs-Bovrup, som støttede ideen om at etablere en børnehave, dog ikke i nogen nybygning, da en kommunesammenlægning var nært forestående. På det tidspunkt stiftedes vores børnehaveforening med en bestyrelse, som straks undersøgte, hvordan og hvor en selvejende institution kunne etableres. Man holdt juleklip, basar, lottospil og meget andet for at skrabe penge sammen til starten.
Børnehaven startede den 1. maj 1969 i Hans Petersens aftægt på Vestergård i Bovrup. Der var 7 børn og en daginstitutionsleder Henny Lorensen. Åbningstiden var fra 7.30-12.30 ugens fem første dage, dog tog man også lørdagen med, da behovet var der. Huslejen var 100,00 kr. pr. måned. Forældrebetalingen lå på 60,00 kr. pr. barn pr. måned.
Aftægten blev dog hurtig for trang. Der blev derfor søgt efter nye lokaler, og da sognerådet nu flyttede til Felsted, var det nærliggende at flytte børnehaven til kommunekontoret i Bovrup.
Da børnetallet steg blev der råd til en assistent. Samme år begyndte man også at oprette dagplejehjem i området.
I mange år havde Varnæs og Bovrup en dejlig børnehave, hvor mangen dreng og pige har haft trygge og glade år. Dengang som nu blev der holdt fester, lanternefester, forældremøde, generalforsamling, sommerlejr og meget andet.
I 1974 lukkede man børnehaven om lørdagen og begyndte at oprette eftermiddagspladser og børneparkering et par timer dagligt til 10,00 kr. i timen. I 1977 startede man børnehaveklasseundervisning 1 time om dagen, 8 uger inden børnene startede i skole. De efterfølgende år voksede børnehavens venteliste, og børnehaven blev udvidet igen. I 1980 var der 10 heldagsbørn, 13 eftermiddagsbørn og 7 formiddagsbørn. Prisen var nu 680,00 kr. for en heldagsplads, 400,00 kr. for en formiddagsplads og 330,00 kr. for en eftermiddagsplads.
Der flyttede nye folk til og der blev bygget nye huse i Varnæs og Bovrup. Mange unge familier flyttede ind. De havde næsten alle udearbejde, så der blev brug for endnu en
udvidelse af børnehaven. Børnehavens bestyrelse indkaldte igen til møder, som skulle handle om en udvidelse af børnehaven, men hvordan og hvor skulle den være?
En meget aktiv bestyrelse og forældrekreds fik en ide om at udnytte Bovrup gamle skole, som nu blev lavet om til et aktivitetscenter. Der var dengang også andre planer med den gamle skole, og noget skulle der ske, da huset ellers stod til at skulle lukke helt.
Håndværkerne ”flyttede” ind og resultatet er så det vi alle kender: nemlig Børnehaven ”Regnbuen”. Vi flyttede ind d. 10. og 11. oktober 1988 ved fælles hjælp og festlige omstændigheder. Nye lokaler, mange nye børn, nyt personale og ny leder Rose Nielsen. Hvordan skulle det gå?
Indimellem har vi måtte tage kælderen i brug for at kunne tage toppen af ventelisten, men pyt med det. Vi har jo mange dejlige muligheder i dette store hus, og vi har en flok dejlige børn, som vi vil gøre det bedste for.
Vi har som nævnt før haft kælderen i brug og den bliver stadig flittigt brugt af den kommunale dagpleje og den private legestue en gang om ugen. I 1996/97 fik vi pladsmangel, på grund af det øgede børnetal i området, så vi måtte søge ovenpå i huset. I starten tog vi på skift en børneflok med ovenpå og senere blev det de ældste børn, der skulle starte i skole, som fik grupperum på loftet – og garderobe i kælderen. På et tidspunkt brugte vi også teatersalen i huset, for ellers var der ikke plads nok. I 1998 gik den ikke længere, og vi søgte om at få lavet biblioteket om til grupperum for førskolebørnene, og biblioteket flyttede så i kælderen. Alt blev bygget om og indrettet til alles tilfredshed. I dag hedder førskolegruppen: SOMMERFUGLE
I 2001 var vi på personalekursus og alle havde læst bogen: ”Som en stor familie”. Efter dette kursus lærte vi at arbejde i åbent plan, hvor de voksne flytter sig efter børnene. Stuerne er blevet til aktivitetsrum, ture ud af huset sker på tværs af børnegrupper, og måltiderne blev indtaget delvist i køkkenet og på stuerne, ligesom derhjemme. Efter 14 år med rød og gul stue lavede vi småbørnsafdelingen til en enhed, som nu hedder: LARVER, og malede stuerne i dejlige, lyse farver. Projekterne: ”Som en stor familie”, og vores madordning, var rigtig gode initiativer hvor alle føler sig velkommen, og husk: Vi har altid kaffe på kanden.
Den 1. maj 2009 fejrede vi vores 40 års jubilæum med en stor fest for alle nuværende og forhenværende børn og voksne. Det var en dejlig og solrig dag. I 2010 toppede børnetallet med næsten 100 børn og vi fik etableret en bevægelsespolitik. Samme år, d. 3. december fik vi 250000,00 kr. af Mads Clausen fonden, Danfoss, penge som vi har bygget legeredskaber for, som er placeret på en kondisti løbende fra Børnehaven i Bovrup til sportspladsen i Varnæs til glæde for alle beboere i området. Fra 1. september 2012 – 1. september 2014 var der småbørnsgruppe, men pga. det faldende børnetal blev den lukket. Vores madordning blev ligeledes nedlagt, desværre.
I 2014. 2017 har den faste personalegruppe fået en uddannelse i LP modellen fra UCN, vækstmodellen, yoga, sensitive børn, inklusion samt bevægelsesemnet Hoppeline.
I 2017 blev vi kontaktet af kommunen med en forespørgsel om at blive gæsteinstitution for dagplejebørnene i Varnæs-Bovrup, når dagplejerne har fri eller er på kursus. Et samarbejde vi er meget glade for. D. 1. maj 2019 fejrede vi vores 50 års jubilæum og den daværende bestyrelse lavede en fantastisk fest for børn, forældre og personale. Senere samme år, gik vores leder Rose gennem 31 år på efterløn, og Regnbuen stod overfor et generationsskifte – og nye unge pædagoger blev ansat, i takt med at børnetallet igen var stigende og rundede de 50+. Vores nye leder blev Helle Hyllested som har været ansat i børnehaven siden 1984.
Fra 2019 fik vi også en madordning op at køre igen, hvor vi nu dagligt får mad fra Sundeved Efterskole. Det er blevet en stor succes efter lidt justeringer. I 2020 kom Coronaen også til Bovrup – i hvert fald på en sådan måde at der er blevet lavet nye tiltag, som vi holder fast i fremover, i form af håndsprit, ekstra rengøring osv.
1 november 2023 startede vi en ny småbørnsgruppe op som et supplement til vores lokale dagpleje, som vi har et godt samarbejde med. Så nu hedder vi ikke Børnehaven Regnbuen mere men, Børnehuset Regnbuen Bovrup.








































































